Placering af gasdetektorer og relevante standarder
Der findes ingen specifikke standarder for placering af gasdetektorer (i modsætning til branddetekteringssystemer); der findes dog generelle vejledninger. To eksempler, der giver oplysninger om placering af detektorer og også valg af sensorteknologier, er:
- BS EN 60079-29-2 2007 Vejledning i valg, installation, brug og vedligeholdelse af apparater til påvisning og måling af brændbare gasser eller ilt.
- IEC 60079-29-2:2015 Eksplosive atmosfærer - Del 29-2: Gasdetektorer - Valg, installation, brug og vedligeholdelse af detektorer til brandfarlige gasser og ilt.
- COGDEM-guide til gasdetektering og -kalibrering
"For at citere BS EN 50073:1999: "Sensorer skal placeres på steder, der er bestemt af dem, der har viden om gasspredning, de involverede procesanlægssystemer og udstyr og i samråd med både sikkerheds- og elektroteknisk personale. "
Følgende oplysninger er nødvendige for at kunne identificere den korrekte gasdetektortype og placering til enhver anvendelse:
- De bedst egnede detektorer til at give hurtig og pålidelig drift
- Detektorernes begrænsninger (f.eks. krydsfølsomhed over for andre gasser, der kan være til stede)
Andre vigtige faktorer, der skal tages i betragtning:
- Detektorer skal være tilgængelige for test og vedligeholdelse
- Detektorer og kabler skal beskyttes mod mekaniske skader
- Den valgte sensorteknologi må ikke påvirkes negativt af andre stoffer i miljøet (f.eks. må katalytiske perlesensorer ikke bruges i områder, der kan indeholde bly, svovl eller silikoner).
- Detektortilbehør skal vælges for at sikre egnethed til drift i miljøet: Sprøjtedeflektorer skal bruges i våde områder, solskærme skal monteres, hvis detektorer udsættes for direkte sollys i varme lande, kollektorkegler kan bruges til at hjælpe med at detektere gasser, der er lettere end luft.
Ved installation af gasdetektorer anbefales det at sikre, at sensoråbningen ikke udsættes for væske- eller støvforurening ved at placere enheden nedad. Sprøjtedeflektorer skal bruges, når detektorer installeres udendørs eller i indendørs områder, der udsættes for afvaskning.
Områdedækning
Folk spørger ofte, hvor stort et område en gasdetektor kan dække på et åbent sted. Der er ikke noget officielt tal, men 50 til 100 m2 pr. detektor er en rimelig generel vejledning, og man kan tilføje flere detektorer på steder, hvor der kan forekomme lækage. Man skal huske, at gas skal komme i kontakt med en punktdetektor for at blive detekteret. Det er vigtigt, at der tages fuldt hensyn til de råd, der gives i dette afsnit.
Monteringshøjde
Når man har overvejet egnede placeringer til gasdetektorer, skal man beslutte monteringshøjden. Generelt gælder det, at for gasser, der er lettere end luft, skal detektorerne sidde over det område, hvor der er risiko for lækager, og for gasser/dampe, der er tungere end luft, skal detektorerne sidde i gulvniveau eller i inspektionshuller eller kanaler, hvor der kan strømme tung gas/damp ind.
Gasfarer
Gasser adskiller sig ikke i separate lag efter deres massefylde. Hvis de gjorde det, ville luft ikke eksistere som en homogen blanding, men den tunge kuldioxid ville befinde sig ved jordoverfladen med ilt, som er tungere end kvælstof, ved siden af og med et lag kvælstof ovenpå. Hvis gasser opførte sig sådan, ville de faktisk opføre sig som væsker (tænk også på, hvordan CFC'er, som er tunge dampe, kommer ind i ozonlaget). Det er bedre at betragte gasser som havende en tendens til at stige, hvis de er lette, og en tendens til at synke, hvis de er tunge, og at tænke på andre fænomener, som kan påvirke gasspredningen. Hvis f.eks. kulilte, som kun er lidt lettere end luft, er under tryk og pludselig slippes ud i atmosfæren, sker der et temperaturfald, som resulterer i en stigning i densiteten. Det kan få gassen til at falde til gulvniveau.
Og jo tættere en gas er på luft, jo lettere vil den flyde sammen med luft på grund af træk og ventilation osv. Derfor er et kompromis med gasser som kulilte og også gasser, der kun er lidt tungere end luft, såsom svovlbrinte og nitrogenoxid, at montere detektorerne i en højde så tæt som muligt på åndedrætsområdet for det personale, der skal beskyttes (typisk 1,5 til 1,8 meter). Damptætheden for brandfarlige og giftige gasser er angivet i tabellerne i afsnittene om brandfarlige og giftige risici på dette websted.
Når man overvåger iltmangel, er det nødvendigt at overveje, hvad der kan fortrænge den. For eksempel vil kuldioxid, som er tungere, have en tendens til at synke til gulvniveau, så det er her, detektorerne skal sidde. Omvendt, hvis helium fortrænger ilten, skal detektorerne monteres højt oppe. Hvis forbrændingen forbruger ilt, vil hele luftmængden gradvist blive udtømt for ilt, og detektorernes placering vil ikke være så kritisk.
Kontakt os for at få mere at vide om vores sortiment af faste gasdetektorer.
INDSIGT I INDUSTRIEN
Abonner for at få den nyeste viden
I din indbakke
Læs om Crowcons privatlivets fred og cookiepolitik her. Hvis du ombestemmer dig, kan du til enhver tid afmelde dig.