Opfylder udfordringen med_{H2S-overvågning}

Et muligt alternativ er metaloxid-halvlederteknologi (MOS), som ikke lider af det samme problem. MOS-sensorer har dog flere andre væsentlige ulemper. Det mest bekymrende er, at nogle er tilbøjelige til at "gå i dvale", hvis de ikke møder gas i en periode, hvilket udgør et reelt sikkerhedsproblem.

Desuden skal MOS-sensorer opvarmes for at give ensartede resultater. Det tager tid at varme dem op, hvilket resulterer i en betydelig forsinkelse mellem tændingen og sensorens korrekte reaktion på gas. Producenter anbefaler ofte, at MOS-sensorer får 24-48 timer til at komme i ligevægt før kalibrering. Det forlænger tiden til service og vedligeholdelse og hæmmer produktionen.

Varmelegemer er også strømslugende og kan resultere i dramatiske temperaturændringer i jævnstrømskablet. Dette kan resultere i betydelige ændringer i spændingen ved detektorhovedet og tilsvarende unøjagtigheder i aflæsningen af gasniveauet.

MOS-sensorer er baseret på halvledere, som er tilbøjelige til at drive med ændringer i luftfugtigheden. Halvlederne i computerchips er indkapslet i epoxyharpiks for at forhindre sådanne problemer, men det ville forhindre en gassensor i at udføre sit arbejde. Det eksponerede sensorelement er også sårbart over for afdrift, når det befinder sig i en sur atmosfære, som er typisk i det sandede miljø i Mellemøsten.

Afdrift kan resultere i falske alarmer ved_H2S-niveauertæt på nul. Dette håndteres nogle gange ved hjælp af "nulundertrykkelse" på kontrolpanelet, men det har betydelige sikkerhedsmæssige konsekvenser. Kontrolpanelet kan fortsætte med at vise en nulaflæsning i nogen tid, efter at_{H2S-niveauerne}er begyndt at stige. Denne sene registrering af lave_H2S-niveauerkan forsinke advarslen om en betydelig gaslækage, hvilket igen forsinker en evakuering og sætter liv på spil.

Disse problemer kan forværres af eventuelle ændringer i spændingen ved detektorhovedet og unøjagtigheder i gasniveauaflæsningen forårsaget af varmeelementet, som nævnt tidligere.

På plussiden reagerer MOS-sensorer meget hurtigt på_H2S. Men behovet for en sintring modvirker denne fordel._H2Ser en "klæbrig" gas, der adsorberes på overflader, herunder sinter, hvilket sænker den hastighed, hvormed gassen når detektionsoverfladen.

En ny løsning

Der er en måde at overvinde alle disse udfordringer på ved at tilpasse den elektrokemiske tilgang til_{H2S-detektion}for at gøre den mindre sårbar over for udtørring. Højtemperatur (HT)_H2S-sensorentil XgardIQfra Crowcon bruger en kombination af to tilpasninger for at forhindre fordampning, selv i det hårdeste klima.

For det første er sensoren baseret på en hygroskopisk (vandelskende) elektrolytisk gel, der er designet til at opretholde fugtniveauet. For det andet er størrelsen på den pore, hvorigennem gassen trænger ind i sensoren, blevet reduceret, hvilket gør det endnu sværere for fugt at slippe ud.

Når HT_H2Sopbevares ved 55 °C eller 65 °C i over et år, mister den kun 3 % af sin vægt, hvilket svarer til et meget lavt fugttab. En standard elektrokemisk H2S-sensor ville typisk miste 50 % af sin vægt på 100 dage under disse forhold. Det betyder, at den nye sensor i modsætning til traditionelle modeller har en forventet levetid på over 24 måneder, selv under ørkenforhold.

Crowcons HT_H2S-sensorfungerer fint i et driftsmiljø på op til 70°C ved 0-95%rh. Ved temperaturer over -25 °C har denne 0-200 ppm-sensor en T90-responstid på mindre end 30 sekunder, hvilket er bedre end de fleste andre elektrokemiske sensorer til_H2S.